Fastelavnsboller
Fremgangsmåde
Creme
Læg husblassen i blød i en 1 liter iskoldt vand.
Flæk vaniljestangen på langs og skrab kornene ud med en lille kniv.
Bland vaniljekornene sammen med lidt af sukkeret og mas det sammen med kniven, så kornene skilles ad. Kom vaniljesukker, resten af sukkeret, piskefløden, æggeblommerne og salt op i en lille gryde. Fyr op for varmen og pisk i den konstant, til det rammer 80 grader – brug et termometer. Fjern gryden fra varmekilden og pisk stadig et minuts tid.
Vrid husblassen fri for vand og kom den direkte op i den varme blanding. Pisk indtil det er smeltet, og hæld det igennem en sigte ned i en stor skål. Læg film på cremens overflade og nedkøl det til 5 grader, gerne til næste dag eller kortere tid på frys. Er den ikke iskold, skiller den ved piskning!
Grund-wienerdej
Stil vand, æg og mel i køleskabet dagen før.
Dej
Smuldr gæren i ælteskålen til røremaskinen og tilsæt det iskolde vand, de iskolde æg, sukker, salt og det iskolde mel. Ælt dejen ganske kort, til den er næsten sammenhængende – ikke længere. Læg dejen i en samlet klump i rigeligt mel.
Bank det kolde smør meget smidigt på bordet (brug enten en rullepind og/eller din håndrod) – anvend lidt mel, så smørret ikke sidder så meget fast i bordet. Ælt det også gerne en anelse med hænderne, så det er 100% ensartet smidigt. Klap derefter det smidige smør fladt og jævnt ud i et kvadrat på 15 x 15 cm. Læg smørkvadratet på midten af den kolde klump dej og bank den let fast til dejen. Fold dejen stramt op om smørret, så det er lukket inde i dejen. Bank godt på dejen, så smørret presses let ud i kanterne. Drys godt med mel på både top og bund og udrul dejen til et rektangel, der måler ca. 30 x 60 cm.
Første rulning
Børst rektanglet fri for overskydende mel og fold det en tredjedel ind over sig selv. Fold den sidste tredjedel ovenpå, således at dejen nu er foldet 1 x 3. Læg dejen i køleskabet i 15 minutter, inden der rulles videre på den.
Anden rulning
Udrul den foldede, kolde dej i lidt ekstra mel til et nyt rektangel, der måler ca. 30 x 60 cm.
Børst igen rektanglet fri for overskydende mel og fold igen dejen en tredjedel ind over sig selv. Fold den sidste tredjedel ovenpå, således at dejen igen er foldet 1 x 3. Læg igen dejen i køleskabet i minimum 15 minutter, eller til den igen er smidig at rulle ud, inden der rulles videre på den.
Tredje rulning
Udrul den foldede, kolde dej i lidt ekstra mel til et nyt rektangel, der igen måler ca. 30 x 60 cm. Børst igen rektanglet fri for overskydende mel og fold igen dejen en tredjedel ind over sig selv. Fold den sidste tredjedel ovenpå, således at dejen nu for sidste gang er foldet 1 x 3. Dejen har nu i alt 27 lag. Læg den færdige grund-wienerdej i køleskabet, inden den rulles ud til den endelige tykkelse, som er beskrevet i fastelavnsbolle-opskriften.
Fastelavnsboller
Rul dejen ud på et let meldrysset bord, så den er 4 mm tyk. Skær firkanter på 10 x 10 cm af dejen med en skarp kniv. Fold efterfølgende dejsstykkerne til ’boller’, som vist på tegningen.
Læg bollerne med god afstand på bageplader beklædt med bagepapir med lukningen nedad. Lad dem hæve tildækket i 1 time. Bag bollerne i en 190 grader varm ovn, til de er let gyldne og bagt i bunden, ca. 20 minutter afhængigt af ovnen. Lad dem køle helt af.
Fyld og pynt
Snit halvt ind i siden på de afkølede boller med en skarp, savtakket kniv.
Kom en skefuld hindbærmarmelade i bunden af hver bolle.
Pisk den kolde creme luftig på din røremaskine eller med en håndmikser, og kom den i en engangssprøjtepose med en 12 mm rund, glat tyl i. Åbn snittet let op med den ene hånd og sprøjt samtidigt en pæn portion creme i hver bolle.
Drys med flormelis og sprøjt en lille tut af creme ovenpå hver bolle. Drys med pistacie og rosenblade og evt. fastelavnskatte.
Ingredienser
18-20 stk.
Det er ekstremt vigtigt, at din grund-wienerdej konstant er kold, mens du arbejder med den. Sørg for, at alle ingredienser er vejet af og er iskolde, som beskrevet i opskriften, inden du går i gang med dejen: Kom melet i fryseren, de udslåede æg i køleskabet osv.
Luftig vaniljecreme
7 bl. husblas
1 fed vaniljestang
90 g sukker
8 dl. piskefløde
140 g æggeblommer (7 stk.)
2 knivsp. salt
Wienerdej
40 g gær
2 1/2 dl iskoldt vand
2 dl iskolde, hele æg
75 g sukker
15 g salt
625 g iskoldt hvedemel
Ekstra hvedemel, til at lægge dejen i
Til indrulning i wienerdej
625 g koldt smør
Ekstra hvedemel, til at rulle i
Fyld og pynt
Ca. 250 g hindbærmarmelade
ca. 50 g flormelis
vt. tørrede rosenblade & usaltede pistaciekerner
evt. fastelavnskatte i chokolade