Smørbagte cremelinser

Fremgangsmåde

Vaniljecreme

Bland vaniljesukker, sukker og majsstivelse og pisk det godt med 1 dl af mælken. Tilsæt til sidst æggeblommerne.

Kog de resterende 4 dl mælk op i en gryde med den tomme vaniljestang. Når mælken koger, tilsættes majsblandingen – pisk godt i nogle sekunder, til cremen tykner.

Fjern vaniljestangen og kom straks den færdigkogte creme i en kold beholder. Læg et stykke husholdningsfilm direkte oven på vaniljecremen, så der ikke dannes kondens. Afkøl hurtigt cremen helt i køleskabet. Cremen skal anvendes samme eller næste dag.


Mørdejen

Ælt alle ingredienserne ultrakort sammen til en ensartet dej og stil den koldt i 1/2 time.

Rul halvdelen af den kolde mørdej ud i en tykkelse på 3 mm i en anelse ekstra mel. Udstik cirkler af dejen på ca. 11 cm i diameter (altså 4 cm større i diameter end de forme, der anvendes). Læg hver dejcirkel ned i en usmurt linseform og pres den godt ud i kanterne og ned i bunden.

Pisk den kolde creme godt igennem og kom den i en engangssprøjtepose. Klip et hul på 2 cm og fyld hver mørdejsforet form tre fjerdedele op med vaniljecreme.

Rul resten af den kolde mørdej ud. Udstik den igen og læg dejcirklerne over cremen som låg. Tryk kanterne af for overflødig mørdej.

Bag cremelinserne i en 180 grader varm ovn, til de er gyldne, ca. 12-15 minutter afhængigt af ovnen. Nyd linserne samme dag, de er lavet.

Find også opskriften i bogen 'Blomsterbergs Bedste'.

Ingredienser

Ca. 12-14 stk.


Vaniljecreme

1/2 vaniljestang, gerne polynesisk

50 g sukker

40 g majsstivelse

5 dl sødmælk

50 g æggeblommer (ca. 2 stk.)


Mørdej

300 g hvedemel (gerne kagemel)

150 g stuetempereret smør

100 g flormelis

1 æg str. L


Det skal du bruge

Ca. 12-14 rillede portionstærteforme, ca. 7-8 cm i diameter

Håndmikser

Gryde

Rullepind

Engangssprøjtepose

Udstikker