Tun med avocadocreme

Fremgangsmåde

Lynstegt tun

Tag tunen ud af fryseren og lad den stå på køkkenbordet i ca. 15 minutter. Den skal skæres, mens den stadig er halvfrossen. Skær tunen ud i 12 ens trekanter på hver ca. 2 1/2 x 2 1/2 x 2 1/2 cm med en skarp kniv. Kom olien på panden og varm den godt op ved middel varme. Kom knust flagesalt og friskkværnet peber på panden. Lad tunklodsernes bund riste ultrakort af i den let krydrede olie. Vend dem hurtigt og gentag med toppen. Det er meningen, at bunden og toppen er tilberedt, men at resten er ‘rå’. Tag dem af panden og lad dem køle helt af i køleskabet indtil den endelige anretning.


Avocadocreme

Befri avocadoerne for sten og skal. Pil og hak hvidløgsfeddet. Kom avocadokød, hvidløg, fintrevet limeskal og -saft, cremefraiche, salt og peber i en minihakker og blend hele herligheden til en ensartet, glat creme. Smag evt. til med mere peber og salt. Klip et lille hul i en engangssprøjtepose og kom en glat ca. 10 mm stor tylle i. Fyld avocadocremen i posen. Stil de kolde tunklodser på det fad, de skal serveres på. Sprøjt fine kugler af creme oven på hver klods. Skyl chilien, halvér den på langs og fjern frø og frøvægge. Hak chilien ultrafint og kom den i en lille skål. Klip karsen og bland den med chilien. Pynt tunen fint ved at lægge en fin lille bunke chilikarse oven på avocadocremen og forsigtigt stikke en tandstik i hver.


TIP: I lidt større bidder og serveret med sprødstegte tynde skiver af rugbrød vil dette fungere perfekt som en lille luksuriøs forret til en middag.

Ingredienser

12 stk.


Lynstegt tun

1 stor skive rå tun (300 g), frosset i 24 timer

3 spsk. olivenolie

Lidt knust flagesalt og friskkværnet peber


Avocadocreme

2 modne avocadoer

1 fed hvidløg

Saft og fintrevet skal af 1 usprøjtet lime

1 dl cremefraiche 38 %

1/2 tsk knust flagesalt

3-4 drej friskkværnet peber


Pynt

1 lille bakke almindelig karse

1 stor rød, mild chili

12 tandstikker


Det skal du bruge

Engangssprøjtepose

Pande

Minihakker

Skål